I Hunderup Pigespejdere er der ingen drenge til at løfte de tunge ting, fjerne edderkopperne eller til at spise alle de ristede skumfiduser. Det gør vi nemlig selv!
Hunderup Pigespejdere er en del af Det Danske Spejderkorps (DDS), der er et blandet pige/drengespejder-korps. Korpset blev dannet i 1973, hvor ”De danske Drengespejdere” og ”De danske Pigespejdere” fusionerede til et samlet korps.
Hunderup Gruppe valgte at forblive en ren pigespejdergruppe, og er det den dag i dag.
Gruppen er blandt de ældste i Odense og kunne i 2018 fejre 80 års jubilæum.
Al arbejdet i Det Danske Spejderkorps er frivilligt og ulønnet.
Det gælder også for ledergruppen i Hunderup Pigespejdere, der er en blanding af yngre, der har været spejdere ”altid” og forældre, der blev grebet af stemningen og har hængt ved.
Målet for alle er at give pigerne en god oplevelse, der varer ved hele livet. Både ved vores ugentlige møder, men også gennem ture, lejre og fællesskabet rundt om bålet.