I Hunderup Pigespejdere er vi ude på noget
Udviklingsplanen for Hunderup Pigespejdere 2021 og frem til næste grupperådsmøde i foråret 2022 er baseret Det Danske Spejderkorps udviklingsplan for 2020-2024:
- Modige børn og unge (hovedtema)
Som spejdere udfordrer vi børn og unge. Hos os skal børn og unge få mod til at prøve nyt, mod til at være sig selv og mod på livet.
Hos Hunderup Pigespejdere har vi i 2021 en skærpet opmærksomhed på MOD i forbindelse med at indgå i forpligtende fællesskaber efter mange måneder med corona-restriktioner, der på den ene side har begrænset de fysiske fællesskaber til små enheder – og på den anden side har fordret deltagelse i store virtuelle rum, hvor vi ofte træder frem med både billede og lyd. - Traditionelt er spejder præget af det modsatte - nemlig større fysiske fællesskaber, og kun begrænsede virtuelle aktiviteter.
- Vi tager aktivt og gensidigt ansvar for at understøtte hinanden i at vise nye sider af os selv, end vi var vant til at se hinanden i til spejder før corona-restriktioner
- Vi giver rum til såvel gensynsglæde som udfordringer i at (gen-)finde hinanden i et tættere samvær, når vi igen må afholde traditionelle møder, ture og lejre
- Vi har en skærpet opmærksomhed på følelsen af ensomhed og social isolation
- Vildskab i naturen
Vi bliver glade af at være i naturen, og vi bliver glade af at bevæge os. Som spejdere skal vi gøre begge dele.
- Vi prioriterer udendørs leg og bevægelse ved alle møder, ture og lejre
- Vi lærer om og øver os i at færdes i naturen, så vi er trygge
- Bæredygtighed i børnehøjde
Som spejdere værner vi om naturen. Vi inddrager børn og unge i, hvordan og hvorfor vi træffer bæredygtige valg, og vi giver dem mulighed for selv at gøre en forskel for en bedre verden.
- Vi har fokus på bæredygtig transport, når vi tager på ture og lejre
- Vi sorterer vores affald både i Hunderuphytten og på ture og lejre
- Flere ledere
Vi skal tiltrække nye ledere og sikre, at erfarne ledere fortsat finder vores tilbud udviklende og meningsfuldt. Det gør vi ved at skabe attraktive lederfællesskaber og tilbyde forskellige måder at være engageret på.
- Vi arrangerer og deltager i fælles aktiviteter for unge og voksne ledere i gruppen, divisionen og på korpsplan
- Vi støtter deltagelse i lederkurser
- Urban Scouting
I byerne sker der nu en stor tilvækst i børnefamilier, som kun vil fortsætte de næste mange år. Den udvikling skal vi tilpasse os, så vi også i fremtiden sikrer, at en stor andel af børn og unge bliver spejdere.
- Vi arbejder ud fra patruljesystemet, så nye spejdere hurtigt lærer en lille gruppe godt at kende
- Vi prioriterer at tage del i samt invitere til arrangementer i lokalområdet
Hunderup Pigespejdere er en del af Det Danske Spejderkorps (DDS), der er et blandet pige/drengespejder-korps. Korpset blev dannet i 1973, hvor ”De Danske Drengespejdere” og ”De Danske Pigespejdere” fusionerede til et samlet korps.
Hunderup Gruppe valgte at forblive en ren pigespejdergruppe, og er det den dag i dag.
Gruppen er en af de ældste spejdergrupper i Odense og kunne i 2018 fejre 80 års jubilæum.